Historie

Her er beretningen om FDF F.8 Søkreds sejladsarbejde gennem tiden.
Skrevet i år 2000 til kredsens 25 års jubilæumsskrift af den daværende sejladsleder Jacob Overbye.


I Begyndelsen 
Med starten i 1975 havde kredsens igangsætter, Warmi Hansen, allerede valgt, at sejladsarbejde skulle være hovedaktiviteten. I kredsens spæde start foregik sejladsen ved Himmelev-Veddelev, hvor den lokale kreds i forvejen havde sejladsaktiviteter. Mågen blev de første år udlånt af Warmi, og kredsens første bådkøb blev derfor en sundjolle i glasfiber, der kom til at hedde Rylen. En jolle magen til, døbt Ternen, blev samtidig købt af pigekredsen FPF Mariendal, som vi samarbejdede med i starten. I 1976 blev der afholdt stiftende generalforsamling blandt en række Storkøbenhavnske kredse, med det formål, at oprette et fælles bådelaug på et areal ved Kalvebodløbet i Københavns Sydhavn. I 1977 kunne fartøjerne så forhale og blive hjemmehørende i København. Det gjorde jo transporten noget nemmere,med kun 15 min. cykeltur fra Markus Kirken. 

S/Y Mågen
De første togter foregik i Mågen. Vi sejlede ofte i det Sydsjællandske og Smålandsfarvandet, hvor besøg hos søspejderne i Vordingborg var et fast programpunkt. 
På togtet i 1980 blev vi særligt forfulgt af uheld og blæsevejr. Først flængede klyveren (forreste forse
jl) og senere gik motoren i stykker. Så lå vi indeblæst 4 dage i Guldborg i øsende regnvejr. Det hjalp dog lidt da lederne inviterede til engelske bøffer og jordbær med fløde på kroen. Motoren blev sendt til reparation, for nok var Mågen en sejlbåd, men dens manøvreevne var ikke særlig god, og at anløbe en havn for sejl krævede en skipper med nerver af stål. 
I 1981 blev Flemming Wichmann (senere kredsleder) opfordret til at starte i kredsen. Efter at have lært sejladsens mysterier, blev han fast chef på Mågen og passede og plejede den som sin egen i mange år. Mågen var en navnkundig båd i kredsens historie, og var både elsket og hadet. Sjov var den med det store brede dæk og den lange klyverbom, hvor man kunne sidde og kigge mod fremmede havne. Surt var det når alting var vådt efter en lang sejlads. Mågen var ikke,og blev aldrig, tæt. Våde soveposer og bløde cornflakes var en fast del af livet ombord. 

“Flåden” udvides
De første år var kun for drenge fra 9 år og opefter. Så kom pigerne med, og der blev oprettet en tumlingeklasse. Nu kunne man blive medlem som 7 årig. I takt med at kredsen voksede, blev der behov for at udvide flåden.I nabosejlklubben “Mellemfortet” havde der tidligere været en juniorklub. Man enedes om overtagelse af 3 optimistjoller, som blev behørigt døbt med søfuglenavne som de tidligere anskaffede fartøjer. Lommen, Rørhønen og Lille præstekrave (Morsomt nok døbt af daværende sognepræst Ole Godtfredsen) har siden været faste bestanddele,og sejler stadig. Nu kunne kredsen strukturere arbejdet; små joller til de uøvede, større joller til de øvede og den store “Måge” til seniorvæbnerne på de rigtige togter. 

S/Y Hanne
Det varede dog ikke længe før der igen blev snakket om udvidelse. Nogle seniorer havde set sig varme på en juniorbåd som også lå i nabosejlklubben. Den havde længe ligget og været forsømt, så den kunne anskaffes til en fornuftig pris.Efter en større istandsættelse var juniorbåden Hanne så sejlklar. Som den eneste båd har Hanne brudt med traditionen om søfuglenavne. Båden hed Hanne i forvejen, og man ville derfor ikke omdøbe den. Bådens eneste skavank var, at den ikke kunne lide at stå på land. Hvert forår ved søsætningen var den utæt som en si og det gjaldt derfor om, at få den ind på lavt vand inden den sank helt. Efter en uges tid var den dog ved at være tæt og klar til brug. En af kredsens daværende ledere, John Nielsen, fik ansvaret for båden. Navnet til trods var juniorbåden en rigtig seniorbåd. Den var hurtig og letsejlende, en rigtig racer, og så var der en lille kahyt så man kunne overnatte ombord. John var en god læremester, og han fik lavet nogle gode sejlere ud af seniorerne. Et par daværende seniorer, Susan Clausen og Vibeke Hansen, blev da også de sejeste kvindelige sejlere kredsen har fostret. 


En Juniorbåd mere

Hanne havde bragt stor glæde ind i sejladsarbejdet, og der var i 1984 ønske om at anskaffe en juniorbåd mere. En januardag drog en flok ledere på søndagstur til Kalvehave, og fik fremvist en båd. Den var i dårlig stand, men prisen var rigtig, og gåpåmodet stort. Båden blev transporteret hjem, men måtte placeres hos “Mellemfortet” da bådelaugets plads var fyldt op. Hele foråret blev der slebet, malet og lakeret. Desuden var det nødvendigt at udskifte tre svøb, så lederne måtte sætte sig ind i bådebyggerfaget, med dampvarme og kobbernagler. Resultatet blev dog fint, og båden kunne ved standerhejsningen døbes Viben. De øvrige kredsbåde i bådelauget var ens malet med de karakteristiske sorte fribord,beigefarvede dæk og røde bunde. Vibens fribord var dog lakeret. De to juniorbåde var på vandet til alle sejladsaftener, og sjovt var det med en rask kapsejlads. 

Træbådenes æra
1980‘erne var en meget aktiv periode i bådelauget. Der blev arrangeret masser af weekendtogter, foruden de faste sejladsaftener og sommertogter. Ofte havde vi følgeskab af de øvrige kredse. Der blev arrangeret søhike i Køge bugt og ture til Ven. Dengang kunne man sejle igennem havnen, og derved spare den lange tur rundt om Amager. Det var altid en sjov oplevelse når de store broer åbnede, og trafikken gik i stå. Desværre har den nye jernbanedæmning nu spærret for denne mulighed. En årlig tilbagevendende begivenhed var pinsetogtet. Dette var forbeholdt “De store”, altså seniorer og ledere. Fredag aften var der afgang mod præstø, og efter en non-stop sejlads og en middagslur, blev landgangstøjet fundet frem og så blev der spist stegt ål på kroen. Søndag gik turen så mod Sydhavnen igen. Sommertogterne var naturligvis årets højdepunkt, 2 eller 3 uger til søs det var livet. Trods de primitive forhold var humøret altid i top. Efterhånden blev alle bådene forsynet med VHF-radioer. Det var en god sikkerhed,og det var praktisk at kunne snakke sammen til søs. 

Fra træ til glasfiber
I begyndelsen af 1990‘erne blev der snakket om glasfiber. Dette dejlige materiale som gjorde klargøringen til en leg, var præcis det vi ønskede os efter mange års slid om foråret med vedligeholdelsen af de gamle træbåde. Disse hvide yoghurtbægre var dog ikke så chamerende, og vakte ikke så meget opsigt i havnene som f.eks den flotte gamle Måge. Træbådenes tilstand var ikke så god mere. Viben skulle istandsættes for et større beløb hvis den skulle sejle videre. Det ville blive for dyrt,så den endte sine dage på en legeplads i en børnehave på Nørrebro. Mågen var også ved at rådne til trods for omfattende istandsættelser. Vendepunktet kom i 1993. En ansøgning til A.P.Møllers fond resulterde i 50.000 kr. til anskaffelse af en ny turbåd.I forvejen havde vi sparet lidt op, så i foråret blev der foretaget mange køreture til de omkringliggende bådsælgere, for at finde ud af, hvilken type fartøj der skulle investeres i. Efter at have set på mindst 100 både, faldt valget på en Maxi 77. I Ishøj havn lå et fint og velholdt eksemplar, og efter betaling af den uhyrlige sum på 90.000 kr. var kredsen blevet glasfiber-bådejer. Årets sommertogt gik til Samsø, og det blev sidste gang at nyt og gammelt sejlede sammen. Den nye båd Svanen side om side med gamle Mågen. Besætningerne måtte bytte efter en uge, for alle ville jo gerne sejle i den nye og tørre båd. Svanen havde både køleskab, toilet og ståhøjde, Mågen havde Pøs, var utæt og havde siddehøjde.Mågens sidste togt vil desuden blive husket af besætningerne, fordi der skulle lænses (Pumpes vand ud) hver anden time døgnet rundt. 

Mangel på både
Efter salget af Mågen og Hanne havde vi i 1994 således kun Svanen at sejle i. Det lykkedes dog med hjælp fra Frb.Kommune at kunne leje en båd til sommertogtet. Med 2 både kunne alle deltagere komme med,og det blev et par skønne uger i en sommer med svag vind og hedebølge. I foråret 1995 var der så igen blevet sparet op, Svanen skulle have et søsterskib. At det også skulle være en Maxi 77 var der ikke tvivl om; vi var blevet meget glade for Svanen. Den nye båd blev fundet i Lynæs. Der blev sendt indbydelser ud til bådedåb,og besætningen der skulle sejle den hjem, nåede heldigvis til bådelauget aftenen før dåbsdagen. En af kredsens ledere, Jens Nielsen, måtte så sidde og klistre bådens navn på i buldermørke.Men alt blev klart til dåben og båden fik navnet Tranen. Med Svanen og Tranen var vi nu godt rustet til Fremtiden 

En ny båd hvert år!
Som omtalt i begyndelsen havde vi de 2 glasfiberjoller Rylen og Ternen (Ternen var blevet overtaget fra pigerne). De var med på flere af kredsens kombinerede sommerlejre/togter, og fordelen var at de kunne transporteres på bådtrailer. Jollerne var ideelle til fjord- og kystsejlads, og de blev flittigt brugt til kortere sejlture. Med årene blev de brugt mindre, og da de ikke var så “spændende” at sejle med, var det naturligt at finde en ny jolletype som erstatning. I foråret 1996 blev en ny jolletype præsenteret i bådnyt: En norsk designet, svensk bygget jolle kaldet tokronen, og den vakte vores interesse. En bevilling fra landsforbundets Julsøfond muliggjorde købet af en tokrone til 30.000 kr. Jollen blev afhentet i Helsingborg, trukket ombord på færgen og transporteret til bådelauget. Endnu en gang blev der indbudt til bådedåb, og jollens navn blev Viben. Det var første gang et navn blev genbrugt, men den kønne hvide jolle kunne ikke få et mere passende navn. Denne dåb blev den forløbig sidste, og med nyerhvervelsen var udskiftningen af “flåden” tilendebragt. Rylen og Ternen blev senere solgt.

Uddannelse
Det har altid været et krav, at fartøjsførerne skal have bestået duelighedsprøven i lystsejlads. De første år deltog lederne på aftenskolekurser, men senere kunne vi selv etablere kurser. Det skyldtes bl.a. at vi fik kontakt med en ung styrmandsaspirant, Andreas Nordseth.Han blev leder i kredsen, og stod i spidsen for sejladsuddannelsen.Flere af kredsens ledere har videreuddannet sig med yachtskippereksamen, vi har haft medlemmer på søfartsskole og skoleskibet Danmark og et par er blevet professionelle sømænd. Mange husker Mark Philipsen, en fræk rødhåret knægt, der var berygtet i hele kvarteret. Han kom til søs, og sejler nu rundt på de store containerskibe fra Mærsk. For mange er “hobbyen” blevet en livsstil. 

25 år og hvad så? 
Svanen og Tranen gennemgik i foråret en større istandsættelse. En kærkommen gave fra Aagårds hjem resulterede i, at bådene desuden blev forsynet med nye sejl. Jubilæumsåret bød på 3 ugers togt i Østersøen. Vi besøgte de mange små havne på Bornholm, og i anden uge var der sommerlejr i Svanneke. Kredsens øvrige børn og ledere kom via den nye Øresundsbro, med hurtigfærgen til Bornholm. Efter en skøn uge med mange oplevelser, fortsatte togtet. Først med blæst og søsyge, senere med sol og halvvind. Efter et aktivt jubilæumsår, står kredsen godt rustet til de kommende års sejladsaktiviteter, med tidssvarende fartøjer og udstyr.

Jubilæum
I 2006 fejrede FDFs Bådelaug 30 års jubilæum. Det blev fejret med en stor sejlads-dag med en masse børn, forældre, tidligere og nuværende FDF ledere. Der blev talt og fortalt om gamle dage. Det var også dagen hvor den helt nye bade og toilet bygning blev indviet. Bygningen var blevet en realitet efter tilskud fra fonde, fra Frederiksberg kommune, samt egenbetaling fra FDFs Bådelaug og så naturligvis en masse frivilligt arbejde fra ledere og lejere. Der blev også uddelt et særligt jubilæumsmærke til forbundsskjorten og så blev der ellers tændt op i grillen om aftenen og der var dækket op i mastehuset til alle. I forbindelse med indvielsen og ibrugtagning af den nye bade og toiletbygning gennemgik kahytten/køkkenet en stor ombygning. Det gamle toilet og baderum, som nu var blevet til overs blev nedtaget, væggen blev væltet og der blev lavet et helt nyt stort, moderne og lyst køkken. Bådelauget fik af Y's-mens en gave bestående af et stk. pejs, som også blev monteret.
 
Kano- og kajakcontainer
I 2012 udvidede FDFs Bådelaug kapaciteten til kano- og kajakker, idet vi fik opstillet en næsten ny 20 fods skibacontainer. Kano- og kajakcontaineren er naturligvis aflåst og yder derfor mere sikkerhed og beskyttelse af kano og kajakker. Containeren er placeret tæt på vandet, så der er nem og hurtig adgang til slæbestedet ved siden af bådebroen.
Comments